Jeg havde ingen erfaring med at kombinere krop og psyke i terapi, men jeg kunne mærke, der skulle mere til. Man kan tale sig død, men det hjælper ikke noget, hvis det med kroppen ikke kommer med, for så er der ikke noget, der bliver forløst. Derfor er det her, det bedste jeg har gjort!
”Jeg har gået hos psykologer i håbet om at finde ud af, hvorfor jeg endte der, hvor jeg gjorde. Jeg kom frem til mange gode ting, men det hele foregik oppe i forstanden. Det ændrede intet i forhold til min stress”.
Sådan fortæller Helle, som er sygemeldt med stress. I 2019 begyndte hun i samtaleforløb hos Vibeke; fem år inde i sin stresssygdom.
Det har hun takket ja til at uddybe her: ”Jeg kom til Vibeke i håbet om, at hun kunne hjælpe mig med min stress. Nu ved jeg, at jeg kommer ud på den anden side som et helt menneske. Min krop har ikke overgivet sig endnu, men den er på vej, og jeg kan se en bevægelse i det, så jeg ved, det her har været og er min redning!”
Man behøver ikke at komme med noget konkret, det skal nok opstå
Samtaleforløb er altid individuelle, fordi de tager udgangspunkt i det, som opstår i nuet; det kan være verbalt eller fysisk. For Helle udvikler hver session sig forskelligt, men de har alligevel flere ting til fælles, fortæller hun: ”Når jeg kommer og sætter mig i stolen, bliver jeg altid mødt af Vibekes enorme varme og nænsomhed. Vibeke plejer at starte med at spørge, hvor jeg er, og hvordan jeg har det den dag. Hun er vildt god til at læse og spejle mig. Hun ser mig. Og det er en kæmpe forskel fra de andre samtaleforløb, jeg har gået i, fordi dér følte jeg ofte, at det var mig, der skulle finde på og komme med løsningerne. Her taler vi om konkrete evner, fysiske reaktioner eller en problematik for så at kigge på, hvad det gør ved mig! Hvad er det for en følelse i mig? Og med Vibekes guidning bliver jeg bevidst om mine følelser og får et sprog for dem”.
Det, at få et sprog for følelser og reaktioner, vender tilbage i samtalen om forløbet hos Vibeke: ”Før var jeg slave af en intens flugtimpuls, der dominerede min krop og mine tanker. Men Vibeke har sat ord på baggrunden for, at jeg vil flygte, og hvorfor det er ubehageligt. Hun har kunnet forklare mig det og har guidet mig i mine reaktioner! Forløbet har ændret min evne til at kunne mærke mig selv, og min evne til at få forstand og følelser til at tale sammen, ikke altid samme sprog, men nu er der et samspil. Når mine tanker spiller mig et puds, kan jeg gå ned i kroppen og mærke efter, hvad der foregår”, konkluderer Helle.
Den store forskel her er, at det handler om kroppen
”Den store forskel her er, at det handler om kroppen: Hvor sidder følelserne i kroppen? I starten var det angstprovokerende, og min krop strittede meget imod. Nogle gange siger jeg til Vibeke, jeg har lyst til at flygte, og så bliver det udgangspunktet for samtalen. Du behøver ikke at have regnet den ud, inden du kommer her. Du skal blot ankomme med et åbent sind og ville have det bedre. Resten, det kommer helt af sig selv”.
Helle beskriver sig selv som en forstandsperson, der helst vil handle sig ud af alting: ”Før var jeg et lille fort, hvor der foregik en evig kamp om at holde følelserne på afstand. Jeg tænker, det er derfor, jeg er blevet syg af stress. På en fin og nænsom måde har Vibeke indtaget det fort og revet væggene ned lag for lag. Hvor jeg før var oppe i forstanden og havde travlt med at komme videre, er det her et sted, hvor følelserne får lov at tale. Og ad den vej er jeg nu kommet helt ind til kernen i mit liv, og mange af mine traumer har sluppet deres greb i mig. Og det gør, at jeg tør gå ind i mine følelser og tænke: hvorfor blev jeg vred? Før har jeg måske mærket det, men ikke dyrket det, for jeg skulle videre”.
Man er ikke i tvivl om, at Helle har lært at være med sine følelser, når hun beskriver sine sessioner hos Vibeke: ”Hvis jeg en dag kan mærke, jeg er sindssygt ked af det, så griber vi det, og så kommer der ord på, fordi hun guider mig ind i det og lader mig blive i det, hvis jeg kan. Og hvis en session har været virkelig hård, så giver hun mig den tid, der skal til, for at jeg kan få samlet mig igen, for hun sender mig altid ordentligt ud ad døren”.
Tryghed i det farlige
Helle har fundet sit ’helle’ hos Vibeke af en grund.
”Hun er enormt motiverende og heppende. Jeg føler, hér er et menneske, der ønsker mig det godt, og det lægger hun ikke skjul på. Og dét er vigtigt, for det har været en lang proces, hvor jeg har måttet igennem nogle traumer og chok for at få løsnet op i kroppen, for at blive bevidst om mig selv. Det er dét, der fungerer så fint i den her terapiform. Det er desuden en øjenåbner, at hvis jeg ikke tager hånd om mig selv, så forsvinder min stress aldrig, så får jeg det aldrig bedre”.
Helle beskriver, at Vibeke gør en dyd ud af at bevidstgøre vigtigheden af egenkærlighed og -omsorg.
”Jeg ved i dag, at hvis jeg skal fungere som et helt menneske, som det menneske jeg er, skal forstand og følelser arbejde sammen, og hvis jeg også skal respektere mig selv og mine grænser, skal jeg kunne mærke mine følelser og lade dem være der”.
Vejrtrækning og bevidstgørelse
Samtaleforløbet har givet Helle mere end ord; hun har også fået konkrete redskaber med sig.
”Vi har arbejdet meget med vejrtrækning og bevidstgørelse i forhold til min stress. Når jeg mærker flugtimpulsen i min krop, er mit redskab at sidde på en bænk i et antal minutter og anerkende, at jeg vil flygte, men minde mig selv om, at det ikke er farligt. Min krop er urolig og har svært ved blot at sidde der. Men jeg formår det med vejrtrækningsøvelser og denne sætning: Det er okay, det er ikke farligt”.
Bevidstgørelsen bruger Helle også i det daglige, når hun kan mærke, der sker noget i kroppen. Hun beskriver, hvordan hun kan stoppe op og lytte og tage sig selv og sine følelser seriøst.
”Jeg har lært at pakke en følelse lidt væk for at give ro til mine tanker i stedet for at gå i selvsving – i hvert fald indtil jeg kan få hjælp igen af Vibeke til at håndtere det. Og måske skal jeg i mellemtiden sige til mig selv 1000 gange, at jeg får hjælp torsdag, men så har jeg stoppet min flugtimpuls i mellemtiden. Min flugtimpuls er at handle mig ud af alting. Og i takt med at jeg får bearbejdet mine traumer, kommer der mere og mere ro på, og jeg kan være mere med mig selv i længere perioder!”
På intet tidspunkt i interviewet har Helle haft problemer med at sætte ord på den indflydelse, samtaleforløbet hos Vibeke har og har haft på hendes liv og helingsproces. Hun opsummerer afslutningsvis:
”Man skal være nysgerrig og have mod til at sige: Jeg ønsker at være en anden, et helt jeg. Vil du dét, må du have krop og forstand til at arbejde sammen. Vi har jo alle en idé om, hvad vi har i vores bagage, men her kom der ting op, som jeg troede, jeg havde bearbejdet, og det havde jeg – i hovedet, men ikke i kroppen. Hvis du vil forandringen, er det her den bedste, mest kærlige og omsorgsfulde gave, du kan give dig selv!”
Interviewet er gennemført i juni 2021 af Caroline Qvist Abel